NCT Åbo Finland 2013 del 2.

NCR/NCT 2013 i Åbo/Turku, Finland

NCT var i år henlagt til Åbo, eller Turku som det også kaldes, i Finland. Træffet blev afviklet i dagene fra mandag den 15. juli til fredag den 19. juli. Fra Danmark deltog i år 18 ekvipager. De 15 var medlemmer i DCK. Her følger en lille beretning om vores sommertur. Lisbeth og jeg tog hjemmefra onsdag den 3. juli om aftenen. Torsdag deltog vi i en udnævnelsesceremoni på Søværnets Officersskole på Holmen. Senere samme dag kørte vi til Sverige, hvor vi overnattede på Hallandsåsen. Fredag den 5. kørte vi mod nordøst. Vi havde på forhånd bestemt, at turen skulle gå ad de mindre veje, så kursen blev sat mod Hinneryd. Det var faktisk en ret flot tur, og omgivelserne var markant anderledes, end det man ser fra de større veje. Vi overnattede på en meget fin rasteplads, hvor der var fin udsigt over en sø ganske tæt ved.

Lørdag gik turen mod Kisa. Hvis du aldrig har besøgt campingpladsen ved Malexander, så skulle du prøve det. Man bliver nok lidt overrasket over naturen omkring / ved søen ”Sommen”. Første gang vi var på pladsen for nogle år siden, følte vi os nærmest hensat til et sted i Østrig.  Dengang var der en udmærket restaurant på stedet, men den er siden brændt, så menuerne stod på grillet og hjemmelavet, men det er nu ikke så ringe endda. Vi blev i Kiss nogle dage og nød det fine sommervejr.

Tirsdag den 9. juli kørte vi mod Söderköping. Vi tog færgen over Bråviken og kørte mod Nyköping. Vi havde en opgave. Vi skulle finde en rastplads, der kunne rumme fire store campingvogne med trækbiler. De øvrige tre ekvipager, Leif og Anette Syhler, Alex og Marianne Andreasen og John og Karin Olsen, der også skulle til Finland var nogle dage bagud, og vi havde aftalt at mødes på Berghammer Raste. Det viste sig imidlertid, at den ikke var egnet til vores projekt. Der var plads nok, men en værre tumult, fordi der hen over motorvejen var anlagt en slikbutik – ”Godisbron”, der tiltrak sig kunder i en lind strøm. Vi   fandt andre og heller ikke egnede rastepladser. I erkendelse af, at det nok ikke kunne lade sig gøre at løse opgaven, kørte vi ind på campingpladsen i ”Krokek”. Der ville de ikke acceptere vores campingkort, men henviste til deres eget ”udmærkede system”, som vi kunne købe os ind på. Det takkede vi nej til, og forlod stedet. Vi har tidligere været ude for lignende obstruktion fra SCR værternes side. Det er et område, vi som organisation skal se, om vi kan forandre. Det er på tide, at den ”skjulte” overnatningsafgift hører op. Det er et område, hvor NCR burde søge at gøre deres indflydelse gældende. Jeg vil lige nævne, at der ved Stavsjø, lidt nord for Krokek, findes et par udmærkede rastepladser, der dog i relation til vores forehavende var lidt små. Vi besigtigede også autocamperpladsen i Norrköping. Den er beliggende i et boligområde med indkøbsmuligheder, men sandt for dyden ikke tiltalende.

Vi endte med at finde en egnet rasteplads lidt vest for Flen på vej 55/57. Onsdag den 10. regnede det voldsomt fra morgenstunden. Leif og Anette havde bebudet deres ankomst til frokosttid. De sidste ankom torsdag den 11. juli, og turen rundt om den Botniske Bugt kunne begynde. Alex og Marianne, der alene var med på turen, fordi Alex var udpeget som delegeret på NCR – møderne, skulle ikke med.

Fredag den 12. juli drog karavanen af sted fra Flen i retning mod Kapellskär nord for Stockholm, hvorfra vi skulle sejle mod Åbo. Sejlturen over den Botniske Bugt gik ind i mellem Ålandsøerne. Det var en forrygende flot sejltur i strålende vejr. Øer i tusindvis spredt ud over et nærmest spejlblankt hav – så smukt, at det ikke kan beskrives fyldestgørende. Skærgården er lige så fantastisk. Fotoene taler for sig selv. Vel ankommet til Åbo, fandt vi en campingplads, hvor vi kunne overnatte frem til søndag, hvor træfområdet blev åbnet. Vi hyggede om aftenen, og kunne undgå at lave aftensmad, idet vi spiste ombord i færgen umiddelbart før ankomsten til Åbo.

Søndag kl. 10.00 blev portene åbnet, og vi kunne køre ind. Det gik let og smertefrit. Vi blev hurtigt installeret, fik el lagt ind og solsejlet slået ud. Det sidste var nu sin sag. Træfområdet var en meget grovkornet asfaltbelagt parkeringsplads ved messecentret. Ved fælles hjælp gik det dog.

Mandag den 15. om morgenen afholdt NCR møde vedrørende åbningsceremonien. Det blev lagt fast, hvordan opstillingen og indmarchen skulle foregå.

Senere mandag var der officiel åbning af NCT. Det var faktisk et flot skue med de mange standarder og faner og landenes mere eller mindre officielle ”nationaldragter”. Der blev holdt taler af repræsentanter fra såvel den arrangerende klub, som fra Åbo by. Præsidenten for NCR, der også talte, erklærede afslutningsvis NCT for åbent. Landeflagene blev hejst og den finske nationalmelodi blev spillet. De NCR delegerede med ledsager mødtes derefter til et glas vin, en kop kaffe og et stykke lagkage. Den finske formand bød velkommen. Vi blev ca. 1 time, takkede for kaffen og gik hjem.

Tirsdag var der møde i NCR. Vi begyndte mødet kl. 0900 og afsluttede kl. 1500. I forbindelse med mødet var der valg af NCR – præsident, Bill – Arne Anderson, Sverige, takkede af efter flere år på posten. Ny præsident for NCR blev Bjørn R. Johansen fra Norge. Der skete ligeledes nyvalg til posten som vicepræsident, idet Børge Jensen, DCK, blev afløst af Kenneth Bjökskog fra Finland.   Om eftermiddagen var vi flere, der tog ind til Åbo, hvor vi spiste en rigtig dejlig og veltillavet middag. Senere gik vi tur langs floden. Selvfølgelig har vi ikke set hele Åbo, men vi blev reelt efterladt med et indtryk af, at byen generelt er lidt nedslidt og beskidt. Miljøet langs floden kunne også være mere hyggeligt. Vi var så tidligt hjemme, at vi lige kunne nå et par godnat – øl ved det etablerede langbord, før vi gik til køjs.

Onsdag gik turen til Mummietroldenes ø ved Nordendal. Det var en oplevelse, vi godt kan anbefale, om end den vil være mere aktuel og spændende, hvis børnebørnene var med. Imidlertid tiltalte det os, at historierne om troldene reelt er skabt af en lille pige, der i barndommen har løbet omkring på den ”øde ø” og har ladet fantasien få frit løb. Eftermiddagen gik med at se caramba kørsel. Vinderen blev igen i år en finne. De er faktisk ret gode til at køre bil, det må man konstatere, når man har set gennemkørslerne af banen. Selv den langsomste var ret god. Caramba – området dannede senere på ugen rammen om almindelig manøvrekørsel. Hvor mange der deltog heri, ved jeg faktisk ikke, men det er ikke mit indtryk, at det var en særligt søgt aktivitet. Om aftenen var der arrangeret ”nordisk aften”. Der blev sunget shanties og spillet big band musik. Det var nu lige som om stemningen aldrig kom helt i top. Dertil er den finske folkesjæl måske for lukket. Nordmænd, svenskere og danskere synger i dur, medens finnerne synger i mol – sådan tror jeg, at det kan udtrykkes uden hensigt til at fornærme nogen.

Torsdag stod oplevelsen hovedsagligt på dampskibssejlads i skærgården. Turen gik fra Åbo til Nordendal – og retur. Der blev serveret middag, da vi afsejlede kl. 14.00. Flere af deltagerne var så heldige, at de fik adgang til skibets maskinrum, hvor de rigtig kunne udtrykke sig teknisk om den 4 cylindrede dampmaskine. Der blev fyret med olie, så der var nogen skuffelse at høre, fordi forventningen var, at en dampmaskine skulle fyres med kul. Kl. 1700 var Alex og Marianne, Lisbeth og jeg selv, sagde hunden, inviteret til reception ved den afgående præsident for NCR, Bill – Arne Andersson. Vi nåede desværre ikke hjem til den oplevelse, hvilket vi selvfølgelig havde gjort Bill – Arne opmærksom på forinden. Vi havde i forvejen – på vegne af medlemmerne i DCK – indkøbt en lille gave til erindring om – og som tak til Bill – Arne for hans arbejde for fællesskabet i NCR/NCT regi. Gaven fik han så i stedet overleveret i forbindelse med delegatrejsen om fredagen.  Jeg skulle hilse og sig tak for erindringsgaven. Det være hermed gjort.

Fredag var stævnets sidste dag. Vi – Alex og Marianne, Lene og Børge samt Lisbeth og jeg var, som allerede nævnt, inviteret på en bustur til Bjørneborg. Turens indhold skal jeg ikke gå i detaljer med, men blot konstatere, at indholdet primært drejede sig om Finlands værtsskab for FICC rallyet i 2014. Vel egentlig et løjerligt emne i relation til et NCT træf, ligesom træffene reelt er en slags konkurrenter. 

Afslutningsceremonien skete i frisk vejr med god vind fra en nordlig retning. NCR flaget blev overdraget til Sverige, der i 2014 har værtsskabet. NCT 2014 er planlagt afviklet i Sälen – nærmere i CC Tandådalen. Det er en rigtig stor plads, der mest benyttes om vinteren, men om sommeren er rigtig mange svenske vogne flyttet fra pladsen til fordel for en plads ved havet. Der skulle således være plads nok. 

Mit indtryk af NCT 2013 – det 50. jubilæumsstævne – kan siges ganske kort. Det var et stævne med temmelig mange mangler. Det virkede som om finnerne havde brugt for lidt energi på arrangementet. Måske fordi FICC rallyet i 2014 kræver al deres opmærksomhed.  Jeg er bange for, at de danskere, der var med, sad tilbage med et indtryk af, at de ikke en anden gang vil brug tid og penge på en tur i NCT regi til Finland. Endnu værre – det kan skade tilslutningen til NCT generelt, og det er ærgerligt. På baggrund af min oplevelse med NCT i år, mener jeg, at vi skal have en saglig og ordentlig drøftelse i såvel NCR som i DCK om fremtidens samarbejde. NCT træffene kræver, hvis de skal laves ordentligt, og have et attraktivt indhold, meget forarbejde. Det koster også en del penge for klubberne at være med i det nordiske samarbejde. Spørgsmålet er, hvorvidt en fremtidig tilslutning fra ca. 200 nordiske familier som i år, kan bære arrangementerne. Det kan gå, hvis der er tale om store klubber med et godt økonomisk fundament, men lille DCK kan meget vel komme på hælene i den sammenhæng. Det er et af de emner, der bringes til drøftelse på det kommende møde i LS. Hermed bestemt ikke sagt, at jeg mener, at vi skal trække os ud af samarbejdet, men vi skal finde nye veje og et mere attraktivt indhold, hvis NCT skal have en fremtid.

Fredag aften holdt vi en slags ”dansk afslutning” ved vores vogn. Alle mødte op inklusive et norsk par, der er medlemmer i DCK. Vi havde et par hyggelige timer, før vi sagde godnat og god tur videre.

Lørdag morgen kørte vi, Karin og John, Annette og Leif, Lisbeth og jeg, mod øst. Målet for dagens tur var byen Imatra, der er beliggende i det østlige Finland, ganske tæt ved grænsen til Rusland. Turen til Imatra foregik ad rigtig fine veje. Naturen er ganske flot og mange steder præget af landbrug. Mange steder var der ret åbent og udsigten fin. Det hører dog med til beskrivelsen, at træerne står tæt i Finland, og det hindrer desværre i høj grad udsynet til de omgivende arealer. Vi ankom til byen efter 6 timers kørsel. Fik parkeret ekvipagerne i et busområde og begav os i retning mod Finlands største vandkraftværk. Selve fossen, hvor kraftværket er placeret, er imponerende i sig selv, men vandkraftværket er det på sin vis også. Det er taget i brug i 1928. Vandet bag dæmningen har en faldhøjde på 24 m. Der er installeret 7 vandturbiner, der tilsammen kan producere 170 megawatt. Det er oplyst, at produktionen svarer til 10 % af Finlands elforbrug. Det øvrige forbrug dækkes primært af A – kraftværker. Desværre var værket lukket ned. Af hensyn til turisterne, åbnes sluseportene kortvarigt hver dag om sommeren således, at den bagved liggende fos fyldes med vand og ”indtager” sit oprindelige løb mod syd. Vi var ankommet så tidligt, at vi valgte at springe den oplevelse over og finde et egnet sted for overnatning. Vi har planlagt at se storfossen i Sverige, og fossen ved Imatra er i den sammenhæng ikke stor.

Vi fandt en campingplads, hvor vi blev installeret. Pladsen var ret lille og vildmarkspræget. Vi talte lidt med nogle finner. En enkelt russer – fra Sct. Petersborg, fik vi også hilst på. Der er rigtig mange russere i denne del af Finland. Vi havde en rigtig hyggelig aften.

Søndag gik turen videre mod nord. Målet for dagens tur var Punkaharju i det sydøstlige del sø landet i den sydlige del af Karelen. Turen ud over søerne er rigtig flot, men som tidligere beskrevet er udsynet mange steder begrænset af de mange gran – og birketræer. Vi fandt en rigtig fin campingplads og blev installeret tæt ved søbredden – godt klodset op, holdt vi nogenlunde lige. Senere på dagen kørte vi til Kerimäki, hvor vi besøgte verdens største trækirke. Seværdig, men lidt slidt, stod den mægtige kirke på en lille bakke midt i byen. Se foto. Ankommet til pladsen igen, fik vi nogle friskfangede gedder af en russer. De blev senere til et fint måltid bestående af grillede fileter og fiskefrikadeller. Vi sluttede aftenen med et spil sequence. Pigerne mod drengene – der stod 1: 1, da vil afsluttede matchen – heldigvis.

Mandag gik turen mod Nurmes – ca. 300 km mod nord i den nordlige del af Karelen. Vi tjekkede ind på en campingplads ved en golfbane om eftermiddagen, og resten af dagen stod på afslapning og en lille spadseretur. Der var rigtig fint. Turen gennem Finland via de veje, som vi af hensyn til tiden til projektet var nødt til at vælge, var ikke de mest spektakulære. Ud over hovedveje kørte vi også på mindre trecifrede veje og sågar jordveje. Indtrykket var vedvarende, at det var svært at se de flotte landskaber pga. vækst – tætheden tæt ved vejene. 

Tirsdag var igen køredag. Vi kørte fra Nurmes allerede kl. 0730. Kursen var sat mod Haparanda. Vi fandt en fin rasteplads i Sverige lige vest for Haparanda sent på eftermiddagen. Der parkerede vi for natten.

Onsdag morgen forlod vi den udmærkede rasteplads og kørte i retning mod Älvsbyn i Nordsverige. Det var en rigtig flot tur, der kan anbefales, hvis man komme på de kanter. Storfossen er imponerende. Piteälven falder over en strækning på nogle kilometer ca. 80 m. Det største fald sker i ”Storfossen”, hvor elven falder 50 m over en strækning på 600 m. Ved tøbrud om foråret passerer mere 1000 m3 vand/sekund fossen. Det siger sig selv, at det er et spektakulært syn, naturen er fantastisk. Middelvandgennemstrømningen er ca. 165 m3 / sekund. Der har været flådet tømmer på fossen så sent som til 1980. Flådningen er indstillet i det meste af Sverige og transporten sker nu via et meget udbygget skovvejsnetværk via lastbil. Vi camperede for natten på Storfossen camping. En rigtig fin campingplads, hvorfra man har en særdeles flot udsigt mod Storfossen. En rigtig skøn oplevelse, uanset om man besøger fossen for første gang eller som vi – nu for tredje gang.   Torsdag kørte vi mod CC’s nordligst beliggende campingplads – Nordträsket i Vindelen. Efter en rigtig flot køretur nåede vi grusvejen mod Nordträsket. Det er en ganske særlig oplevelse at køre ind i skoven via grusvejen, der er meget smal. Man har svært ved at forestille sig, at man kan passere en modkørende bil. Det sker da heldigvis heller ikke ret tit, fordi vejen er meget ringe trafikeret. Efter ca. 12 km på grusvejen mødte vi et rensdyr, der også benyttede vejen. Det er åbenbart, at det er meget nemmere at færdes på vejen end i skoven med et stort gevir, der konstant rammer ind i buskene. Vi havde ved telefonisk henvendelse til pladsen dagen forud for ankomsten sikret os, at der var plads til os. Vi fik ganske enkelt en fantastisk velkomst. Pladsen blev forevist for os, så vi vidste hvor de forskellige installationer kunne findes. Fri fiskeret i søerne, robåde og vandcykler, som man blot kan bruge, hvis man vil på søen. Røgeovne til røgning af fisk osv. Afsluttende med fri vaskemaskine og en døgnudgift på 160 sv.kr. inklusive strøm – det er da til at holde ud. Lisbeth og jeg besøgte i år 2000 pladsen og oplevede også den gang præcist den samme gæstfrihed, imødekommenhed og service. Af netop denne årsag syntes vi, at vi skulle benytte lejligheden til at gense stedet.  Vi havde det rigtig sjovt med svenskerne. Der var fest og ballade, nærhed og venlighed hele vejen rundt. Vi fik, som man bruger på det sted, en lille gave til erindring om besøget. Gaven er en broderet grydelap med et motiv af – CC’s logo – en snegl med hus på ryggen. Den samlede gruppe af DCK’ere, som var med, kan varmt anbefale pladsen. Som Leif sagde – ”jeg behøver først at være hjemme til jul”. Uanset Leif’s ønske må man konstatere, at sæsonen er kort på de kanter. Der åbnes midt i maj og lukkes for vinteren igen midt i september måned. Om vinteren ligger pladsen hen under ca. 2 m sne – og ned til minus 25 – 30 grader C. Svenskerne diskuterede i øvrigt også NCT i Åbo. Der blev givet udtryk for en opfattelse af, at finnerne ikke havde leveret varen. Som det blev sagt: ”I DCT jubilæumsåret – 50 år – gik det mest ud på at profilere FICC i 2014”. Dette rally afvikles i Bjørneborg i Finland. Besøget i Nordträsket fik også en ende. Mellem os og Sjælland var der ca. 1.500 km, og vi skulle være hjemme lørdag den 3. august, så vi måtte modstræbende køre sydpå om søndagen. Vi havde planlagt at tage ”Indlandsvägen” – vej 45 – mod Østersund, men det ændrede vi kort før afrejsen.  Vi kørte i stedet sydpå til Umeå og videre ad E4 til Hudiksvall. E4 er Sveriges største vej nord/syd. Den er, syntes jeg, generelt lidt kedelig, at køre på og den går gennem alle de større byer på Sveriges østkyst, men vi blev forskånet for massiv trafik, måske fordi det var søndag. Ret skal være ret – på netop den strækning, som vi skulle køre mellem Umeå og Sundsvall er landskabet og udsigterne fra E4, nærmest spektakulære omkring Höga Kusten. Området er omfattet af UNESCO’s verdensarvs liste og ganske enkelt – Fantastisk…! Fotoene yder helt bestemt ikke landskabet fuld retfærdighed. Tag selv derop og se efter.

Vi overnattede på en lille plads 20 km nord for Hudiksvall.

Mandag gik turen mod Mora i Dalarne.  Vi kørte en flot tur ad vej 84 og 310. Desværre var dele af disse veje ramt af vejreparationer, men det gik dog. Vi tog ned til CC Sollerøn ved Siljan Søen. Det var et fantastisk flot vejr, og Karin og Lisbeth badede.

Tirsdag var vi selvfølgelig turister i Mora, så den obligatoriske tur til ”Dalarhestenes land” – Nusnäs – fik vi også klaret.  Vi fik købt lidt souvenirs og set os lidt omkring før vi kørte tilbage til pladsen i begyndende regnvejr. Regn har vi ellers ikke på nogen måde været plaget af på vores tur, og man kunne faktisk se, at birkene mange steder var ved at iklæde sig efterårsfarverne pga. manglende vand. I forhold til vejret må vi sige, at vi nok har været utroligt heldige. Samlet set har det højest regnet 8 af vore vågne timer i de fire uger, som vi har været af sted. Hvor meget regn, der er faldet, medens vi har sovet, kan jeg ikke med sikkerhed sige, men det er vores opfattelse, at det har været endog meget begrænset, fordi bilerne hver eneste morgen var tørre – bortset fra lidt dug.

Onsdag – det lakker mod enden – turen går i retning mod Mellerud, hvor vi skal tilbringe de sidste par dage af ferien. Inden vi kommer så langt, skal vi dog lige besøge skindhandlerne i Malung. Her købte jeg, en dejlig dolk og alle drengene købte en skindvest – det var meget vigtigt , og Annette købte et flot sjal i sort skind, før vi fortsatte sydpå.

Vi nåede ”Laxsjöns camping och friluftsgård” ved Bengtfors først på eftermiddagen, og fik stillet op. Dagen efter var vi på en rigtig dejlig sejltur med M/S Dallandia fra Långbroen. 10 sluser og 28 m fald senere sejlede vi over aquadukten ved Häverud, hvor turen endte. Vi kørte retur med toget. Den sejltur kan helt sikkert anbefales. Vi var også denne dag rigtige heldige med vejret, sol fra en næsten skyfri himmel og svag vind – det var rigtig varmt. Vi var klar til næstsidste etape torsdag den 1. august. Vi var enige om, at vi lige skulle besøge Gekås i Ullared, som de øvrige deltagere ikke tidligere havde besøgt. Det var nu hurtigt overstået. Trængslen i kombination med varmen gjorde udslaget. Vi måtte ud og have noget luft under vingerne. Turens sidste overnatning foregik på E4 – Suseåns rasteplads i nærheden af Falkenberg, hvor vi, over en god middag og en flaske vin, gjorde status over vores tur og oplevelser.

Lørdag var vi tilbage i Danmark, nærmere i Nykøbing Falster til revy og noget familiehygge i Marielyst og søndag var vi hjemme i Korsør efter 4938 km på de skandinaviske veje anlagt i den smukkeste natur, som man kan tænke sig.

Vi har haft en rigtig god tur, set mange spændende ting og steder – navnlig har vi truffet mange søde og rare mennesker, som vi uden forhåndskendskab til havde det rigtig sjovt med. Vi vender alle hjem med  dejlige oplevelser og synsindtryk printet i mindernes bog.

Med venlig hilsen 2310 Kaj og Lisbeth Rasmussen

   

P7081860

Natstemning ved Malexander, Kisa i Sverige.

P7061841

 natstemning ved Malexander, Kisa i Sverige.

P7131901

Partier af Ålandsøerne i strålende sommervejr.

P7131928

Sejlturen gik mellem Ålandsøerne. Det var en fanastisk oplevelse.

P7131941

Ind imellem var vi ganske tæt på. Der skal navigeres med omhu blandt de mange øer.

P7151952

DCK’s udsendte – iklædt flot,rød trøje med NCT – logo på ryggen og hvide bukser. Det så faktisk flot ud.

P7151973

Skandinaviske faner side om side.

P7172019

Mummitroldenes største fartøj, forsvarligt fortøjet ved deres hjem i Nordendal.

IMG 1132

Den imposante trækirke i Keramäki – verdens største – formentlig pga. af håndværkernes misforståelse af målene på tegningerne.

P7242133

Storfossen i Sverige er imponerende i al sin vælde. Mægtige 1000 m3 vand/ sekund, når det går vildest til, vælter ned over fossens klippegrund.

P7272204

Det er nat over Nordträsket – kl. er 02. Vi lader billedet stå et øjeblik og nyder roen, der trænger helt ind i sjælen.

P7272199

Svenskerne talte – og sang meget om “vi er røde – vi er hvide”. Vi ville ikke skuffe dem og klædte sidste aften på CC Nordträsket om til “galla”.

P7282215

Höga Kusten på Sveriges østkyst er omfattet af Unesco’s verdensarvsliste. Ganske enkelt fantastisk at beskue.

P7282215

Det gode skib M/S Dalslandia i aquadukten ved Häverud.