Mange campingvogne er på vej i vinterhi. Ikke alle er helårscampister. Vognene parkeres derfor i en eller anden form for vinteropbevaring, og er mere eller mindre glemte, indtil det igen bliver forår. Når foråret så endelig kommer, og solen igen varmer, så skal vognen ud og køre – det kan ikke gå hurtigt nok. En hastig klargøring og afsted går det. Har du husket at se på dine dæk?

Dækkene ser ofte ikke særligt slidte ud, så ud fra den betragtning, er der ikke det store behov for udskiftning.

Hvert år oplever nogle, at dækkene på campingvognen eksploderer, når vognen igen kommer ud at rulle på de længere stræk, og belastningen dermed stiger. Det er en meget farlig situation, der opstår, hvis dækkende eksploderer, medens man kører med høj hastighed i tæt trafik. Man risikerer meget nemt at miste kontrollen over vogntoget, og i værste fald fører det til ulykker med væltede campingvogne og sammenstød til følge.

Antislinger – systemet hjælper ikke meget, hvis et dæk som følge af en eksplosion er blevet revet af.

Fra FDM lyder opfordringen, at campisterne skal tage dækkenes tilstand meget alvorligt.

“I langt de fleste tilfælde er et dæk på en campingvogn faktisk slidt op, uden at man nødvendigvis kan se det på dækket. Derfor anbefales det at skifte dækkene hvert 6 år. Når dækkene så at sige står og bliver slidt, skyldes det, at den typiske campingvogn kører ganske få kilometer, og resten af tiden står dækkene og forfalder. Gummiet nedbrydes ganske enkelt, uden at man kan se det direkte på dækket”, siger teknisk chef Jørgen Jørgensen, FDM.

Når dækket nærmere sig pensionsalderen, kan man måske begynde at se forfaldet i form at små revner enten på siden af dækket eller i bunden af mønstret. Små buler i overfladen kan også indikere, at dækket er i forfald og skal kasseres.

Se dine dæk efter med jævne mellemrum og kasser dem senest, når de er 5 – 6 år gamle – uanset, at du syntes, at de nok kan klare en sæson mere. Husk at køre med det rigtige dæktryk – det er vigtigt, og det sikrer, at dine dæk leverer den ydelse, som fabrikanten har lovet!

Husk at montere vinterdæk, hvis du kører om vinteren. Vinterdækkene giver målbart kortere standselængde allerede når temperaturen er nede på 7 grader C.

med venlig hilsen
kaj