Fredag kl. 17.30 ankom vi til Lægårdens Camping i Karise, hvor stævnet skulle afholdes. Det var første gang vi skulle deltage i et Mad og Grandprix stævne, så vi var lidt spændte. Da vi ankom, var de fleste vogne (20 stk.) kommet, og stævnet var i gang.

Fredag aften var det programsat, at vi skulle drikke kaffe i fælleshuset, men dette blev aflyst p.gr.a. andet arrangement i huset. Så vi måtte hygge i vognene denne aften, hvilket vi har indtryk af, at alle er gode til. Dog skulle mændene, som skulle stå for maden lørdag aften, mødes i køkkenet kl. 20. De skulle starte forberedelserne til lørdagens menu, som bestod af gule ærter. Her blev ærterne sat i blød mens en øl blev nydt.

Lørdag kl. 10 var der standerhejsning i et dejligt solskinsvejr. Herefter blev formiddagen brugt til gåture, soldyrkning og hvad man ellers havde lyst til.

Kl. 13 skulle mændene mødes i køkkenet (damerne havde ingen adgang) for at tilberede aftenens menu. Her blev der skrællet og hakket til den store guldmedalje, flæsk og medister blev kogt. Men lidt uenighed spredte sig. Alle kokke var nemlig ikke enige i, hvad der skulle i de gule ærter. Nogle påstod, der ikke skulle løg i, andre ville ikke have kartoflerne i, men her kom Kaj på banen og meddelte, at den opskrift de havde med blev fulgt. Så der kom både løg og kartofler i. Det endte med at blive til ca. 40 liter gule ærter, en ordentlig grydefuld. Dessert, i form af is rørt med solbærrom med müssli og chokolade, blev også lavet. Damerne drak kaffe i de tilstødende lokale.

Kl. 18 havde alle sat sig til bords og mændene sagde velbekomme efter at de havde sat gule ærter, div. flæsk og medister på ta’ selv bordet. Så blev der gået til ærterne, og mændene fik stor ros for madlavningen.
Herefter serverede de den lækre is.

Kl. 20 var der gjort klar til Grandprix. Her havse alle fået udleveret en stemmeseddel, så der skulle kæmpes om præmierne. Vi skulle gætte på, hvem der blev nr. 1, 2 og 3. Nogle gik mere op i det end andre, og der var ikke helt enighed om, hvem der skulle vinde.

Annette løb med 1. præmien ligesom Basim, hun havde gættet på alle 3 melodier blot i en forkert rækkefølge. Herefter sagde folk godnat og gik tilbage til vognene.

Søndag vågnede vi til endnu en dag med solskin.

Kl. 10 var der standerstrygning og der blev sagt farvel. Herefter begyndte stævnedeltagerne at rulle benene op og starte hjemkørslen.

Vi vil gerne sige tak til Karin og John, Lisbeth og Kaj for et godt stævne. Det er ikke sidste gang vi har været med til et Mad og Grandprix stævne.

Dorte og Kim Christensen, 4195

19-03-2014 08-16-47

19-03-2014 08-17-58

19-03-2014 08-18-36