DCK har fået en rumænsk samarbejdsplads.
Jeg tror faktisk, at vi er den første campingklub i Danmark, som har fået en samarbejdsplads i Rumænien.
Det drejer sig om den lille plads Camping Salisteanca i landsbyen Saliste 20 km. uden for Sibiu, en af Transsylvaniens gamle byer.
https://www.salisteanca.com/
Det er en lille familiedrevet plads i en stor have, som er indrettet til camping.
Den drives af et yngre ægtepar. Da de begge er udearbejdende, så holder hans far øje om dagen og viser nye gæster til rette.
Der er ingen luksus på pladsen, men der er det mest vigtige. Nemlig rene toiletter og bade, som er inkluderet i prisen.
Og så er der en meget afslappet og hyggelig stemning. Da vi besøgte den i sommeren 2018 ærgrede vi os over, at vi ikke havde så meget tid, da vi i den grad følte os velkomne, og nød den gode stemning.
En for danskere helt speciel ting ved pladsen, er at ved indgangen har den sin egen storkerede. Da landsbyen, ud over denne, har flere storkereder så kan man være sikker på at høre storkeknepren under et sommerophold der.
Der er også mange spændende ting i området. Sibiu er en by, som har mange snævre gader, og der er aldrig langt til et sted at få stillet tørsten eller sulten. Byen var i øvrigt europæisk kulturhovedstad i 2007.
Men også den omkringliggende natur har meget at byde på. Mulighederne for vandringer i naturen herunder bjergvandring er nærmest uendelige.
Hvis man ikke orker at komme op i højderne til fods, så finder man to af verdens flotteste bjergveje i nærheden. Dels Transfagarasan, som rent faktisk har fået prædikatet ”Verdens bedste vej” af værterne i BBC’s ”Topgear”. Men også den lidt nyere anlagte ”Transalpina” har masser af spændende udsigter at byde på.
http://muntii-fagaras.ro/en/transfagarasan
http://romaniatourism.com/scenic-drives-romania-transalpina.html
Pladsen giver medlemmer af DCK 10 % rabat.
Pladsen ligger rigtig godt for de medlemmer, som skal med på turen til Transsylvanien i sommeren 2019. Den ligger nemlig fint til hjemtyren fra Vampire Camping i Bran, så mon ikke der skulle være en del DCK medlemmer, der får gavn af rabatten i sommeren 2019?
DCK 2115
Martin Serup