Pinsestævne maj 2021.
Vi havde oprindeligt sidste år arrangeret et pinsestævne til afvikling i Skælskør på Skælskør Nor Camping. Efter aftale med lejrchefen blev det udskudt til i år på grund af Coronarestriktionerne. Det viste sig imidlertid, at campingpladsen ikke længere var interesseret i, at vi kom, hvorfor vi – med forholdsvist kort varsel – måtte finde et alternativ. Hvad kunne så være bedre end vores egen lille campingplads i Skamstrup.
Det tog de gode medlemmer af DCK til sig og mødte talstærkt op. I alt 24 enheder deltog. Det var rigtig dejligt og mange tak for opbakningen. Det er lige præcist det, der gør det sjovt, at lave stævner.
Efter standerhejsning fredag aften, var der tændt op i bålet og der blev serveret kaffe og småkager i klubhuset.
Programmet om lørdagen indeholdt et besøg i Zen Garden i Vedde, der ligger 12 – 14 km fra Skamstrup. Zen Garden er en park, skabt af en enkelt mand og hans hustru. Parken, der helt bestemt er et besøg værd, er fyldt med fantastisk flotte træer, blomstrende buske, roser, pæoner, blomster i al almindelighed og 8.000 – 10.000 tons granit. Alt sat op i kunstfærdige opstillinger, der leder tanken hen på bjergrige område med vandfald, klippehuler, stenbroer, hyggekroge og meget andet. Netop nu – ultimo maj, da vi besøgte parken var rododendronplanterne – eller i hvert fald mange af dem – i fuldt flor. Det er et smukt syn og en fantastisk livsbekræftende oplevelse at se. I et forsøg på at dele denne oplevelse med Jer andre, har jeg indsat et par foto, der måske ikke yder parken fuld retfærdighed, men som alligevel viser noget af herligheden.
Vel hjemme på pladsen igen tændte vi op i bålstedet hen ad aften. Der blev afviklet et lille “natløb”, hvor 10 opgaver skulle klares.
Søndag holdt vi traditionen tro pinsefrokost. Desværre kunne vi ikke sidde i skovkanten og hygge os på grund vejrforholdene. Vi måtte trække indendøre, hvor vi spiste pinsefrokost. Alle var mødt op. Der blev uddelt en lille præmie til vinderne af “natløbet” og fundet vindere af “frokostlotteriet”, hvor alle vandt en lille ting. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, som for flere varede til først på aftenen.
Mandag halede vi standeren ned og sagde farvel til hinanden.
Det var rigtig dejligt at se, at flere nye og nyere medlemmer af DCK Øst var mødt op for at være med til træf. Ikke mindst er det godt at se, hvordan de falder til i klubben og glæder sig over at besøge Skamstrup, ligesom der ofte bliver udtrykt tilfredshed med, at campingpladsen ser ud, som den gør.
Med venlig hilsen
DK 2310 Lisbeth og Kaj