Efter nogle fine dage i Ho med gode venner og inkluderet en fødselsdag var planlægningen, at vi skulle til Sjælland, da vi blandt andet havde nogle ”overgemte” billetter til Cirkusrevyen fra 2020.
Vi startede fra Ho mandag d.5. juli, for at køre til Enø Camping ved Karrebæksminde og tage et par overnatninger. Efter ankomsten startede vi traditionen tro med en lille frokost og et velfortjent hvil.
Næste dag gik turen til det meget omtalte Skovtårn ved Rønnede, hvilket var en oplevelse med en tur gennem skoven på en meget velanlagt sti i træ, hvor der mellem alle træerne hen til tårnet var masser af aktiviteter rundt om i de forskellige muligheder der er etableret.
Efter en gåtur nåede vi frem til Skovtårnet, der er et enormt bygningsværk, som rager hele 46 m. op i himlen og et godt stykke over trætoppene på stedet. Alle var fast besluttede på at nå toppen, men godt oppe i tårnet ”besluttede” vore lille hund, at nu kunne det være nok og lagde sig ned, hvilket viste sig at være ok, da fruen heller ikke havde lyst til at komme til tops, en beslutning der var mange andre der gennem tiden havde truffet, gælder også mange hunde. Vi var nu tre der drog til tops, hvorfra der var en formidabel udsigt, med mange pejlemærker, dog ”kneb” det med at se Paris m.fl. Vi gik nu tilbage af en anden sti og forbi et spændende teltområde inden vi nåede frem til et udskænkningssted, hvor vi indtog en velfortjent forfriskning.
Næste dag kørte familien Tornbo til DCU Brøndby og vi kørte til museet for Holmegårds Glasværk, hvor der blandt meget andet var en spændende udstilling af Jim Lyngvild, og naturligvis hele historien om glasværket gennem tiderne – yderst interessant og mange gæster.
Nu var det så dagen for et genbesøg i Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg, hvortil vi havde taget en tur med S-tog og Metro. Her fik vi en dejlig frokost med tilbehør inden turen gik over Nyhavn (her koster et glas vand kr. 48,- når solen skinner). Vi gik op af strøget til banegården, hvor vi med lidt hjælp fandt det rigtige S-tog til Brøndbyøster, en station ganske tæt på pladsen.
Fredag var det så blevet tid for den videre tur, så efter fødselsdagssang m.m. gik turen til Hillerød Camping, en plads som vi med mange andre varmt kan anbefale. Gik en turen ind i Hillerød by med det smukt beliggende Frederiksborg Slot nede ved søen, det hele i gåafstand fra pladsen. Næste dag var det blevet Kronborg der skulle have et besøg, hvilket var et imponerende skue og så var der jo også her lige en Jim Lyngvild udstilling. Grundet bl.a. Coronapas blev vi lige væk fra hinanden, men det lykkedes alligevel at forlade Kronborg samlet. Søfartsmuseet blev udsat til en anden gang, men vi var dog lige en tur ned langs kysten for at vende nede ved Charlottenlund Fort.
Det var nu blevet Nærum Camping der fik vores besøg og dannede udgangspunkt for turen til Cirkus Revyen, der lige krævede, at vi indtog en lille middag på Postgården, inden vi indtog vores pladser i revyteltet.
På Nærum Camping mødte vi nogle venner fra Spanien og medlemmer af klubben, nemlig Marianne og Mogens, som vi hyggede os med, inden turen gik til vores respektive hjemadresser og fyldt med oplevelser og indtryk.
Med venlig campinghilsen
DCK 2560 Anni og Wagn Tornbo & DCK 699 Janne Kroman og Tonni Hansen