EFTERÅRSFERIE MED FISKEMARKED I HAMBORG. (Åben)

Kort utilgængelig

Dato/klokkeslæt
Date(s) - 15-10-22 - 22-10-22
00:00

Kategori


Lørdag den 15 oktober til lørdag den 22 oktober 2022

Siden 1703 har der hver søndag morgen mellem klokken 5.00 og 9.30 været afholdt fiskemarked i Altona. I al den tid har kun coronapandemien været i stand til at stoppe markedet i en periode. Fra 1640 til 1867 var Altona faktisk en dansk by. I 1937 blev den en del af Hamborg.

Det er svært i dag at forstå, at Altona engang var en selvstændig by, da den i dag ligger midt i Hamborg.

Fiskemarkedet er en af Hamborgs mest elskede attraktioner både for byens egne indbyggere og for turister fra hele verden.


Foto: Johannes Leistner ©johannesleistner.de

Oplev en skøn blanding af familier og turister, som er stået meget meget tidligt op for at tage del i festen og gøre en god handel, samt folk, som afslutter nattens festligheder i Sankt Pauli med et besøg på fiskemarkedet.

Oplev sprudlende auktioner af fisk, frugt og ost. Køb alt muligt andet spændende i de utallige boder. Forhåbentlig en tur i den smukke fiskeauktionshal, hvor der er udskænkning  af øl, kaffe, pølser og meget andet godt, imens der danses til levende musik. For øjeblikket er auktionshallen ikke åbnet endnu efter coronanedlukningen. Men de er optimistiske med hensyn til genåbning inden oktober. Og så er den udlejet til Oktoberfest nogle af de aftener, vi er der. Så der bliver under alle omstændigheder mulighed for at opleve stedet.

Selve fiskemarkedet er fuldt åbent igen som før coronapandemien.

Vi sørger for en bus fra campingpladsen tidligt om morgenen (nogle vil kalde det sidst på natten). Hjemturen står man selv for.

Selv B mennesker med et meget stort B vil ikke fortryde denne tidlige opvågning. Man får en helt unik oplevelse.

Hamborg er Tysklands næststørste by. Den ligger ved Elben, den har masser at byde på, og der er rigeligt af oplevelser for enhver smag i denne by og dens omegn.

 

Vi vil forsyne jer med gode tips til egne oplevelser i byen.  Vi vil også lave udflugter, med anvendelse af offentlig transport, hvor de, der vil med, bare møder op, imens de, der vil opleve noget andet eller bare slappe af, gør det.

Vi vil forsøge at arrangere en tur til ”Miniatur Wunderland”, verdens største modeljernbane. Det er bare stedet for alle børn mellem 5 og 99 år. Og fortvivl ikke selv om du har været der før. Der bliver hele tiden tilføjet og ændret noget. Forsøge, fordi det viser sig at allerede her i juli er det svært at booke plads. Men vi håber at finde en ledig tid for os.

Hamborg er også byen med mere vand end Amsterdam og Venedig tilsammen. Derfor vil vi også sørge for muligheden for en havnerundfart, hvor man ser den tidligere erhvervshavn, som nu er en meget vellykket ny bydel kaldet Speicherstadt (pakhusbyen). Der er de gamle pakhuse renoveret, og der er opstået nye spændende forretninger med bl.a. orientalske tæpper og krydderier. I Hafen City er en del af de gamle havnekvarterer nu erstattet af en spændende ny bydel, hvor ikke mindst den imponerende Elbphilharmonie kalder på opmærksomheden. Både i Speicherstadt og Hafen City er der masser af cafeer og restauranter for enhver smag og enhver pengepung. Havnerundfarten vil også inkludere den moderne containerhavn, som er Europas næststørste containerhavn efter Rotterdam.

Vi vil også arrangere en gåtur med dansktalende guide i Hamborg. Det er en tur på ca. 3 kilometer, hvor vi starter ved Jungfernstieg og slutter ved Elbfilharmonien i Hafen City. Prisen er afhængig af hvor mange der deltager. Det vil blive mellem 8 og 22 euro pr. voksen.

Storbyen Hamborg har masser af kultur at byde på. Hvad enten det er tyske schlagere på knejper i Sankt Pauli, rock, pop, jazz, klassisk musik, opera, musical, museer og gallerier, er der noget for enhver smag i international klasse.

Bliver man træt af den pulserende storby, så byder omegnen på masser af flot natur, ikke mindst hvis man følger Elben vestpå eventuelt helt ud til Nordsøen.

Vi skal bo på Knaus Campingpark Hamburg, Wunderbrunnen 2, i Schnelsen lige ved IKEA Schnelsen. Herfra er der bus til nærmeste U-banestation, hvorfra der er hurtig forbindelse til centrum af Hamborg. Busstoppestedet ligger på IKEAs store parkeringsplads.

Programmet for stævnet er som følger:

Lørdag den 15. oktober:

Klokken 19.00: Standerhejsning

Søndag den 16. oktober:

Kl. 05.00:  Afgang med bus til fiskemarkedet. Man tager selv hjem med offentlig transport (U-bane og bus). Vi organiserer en fælles hjemtur for de, der gerne vil følges med andre.

Kl. 18.30: Festmiddag på Papa`s. To retters middag på græsk restaurant i gåafstand fra campingpladsen, men med rigeligt af parkeringspladser hvis man foretrækker at køre.

Mandag den 17. oktober

Kl. 16.00: Happy Hour

Tirsdag den 18. oktober:

Vi arrangerer en guidet rundtur i Hamborg på dansk.  3 km. i moderat tempo. Angiv venligst ved tilmeldingen om I er interesseret i at deltage . Det er først bindende ved tilmeldingsfristens udløb den 29. september.

Onsdag den 19. oktober:

Vi arrangerer en havnerundfart.

Kl. 16.00: Happy Hour

Torsdag den 20. oktober:

Udflugt til Miniatur Wunderland. Da vi gerne vil undgå ventetid

på at komme ind, er det en fordel at bestille i forvejen. I bedes derfor angive om I vil med ved tilmeldingen. Men der afregnes først i Hamborg.

Fredag den 21. oktober :

Kl. 18.00: Oktoberfest i Fiskeauktionshallen. P.T ved vi ikke noget om priserne for dette. Men af hensyn til bordbestilling bedes I angive, om I er interesseret. Det er naturligvis uforbindende til vi kender prisen for entré og mad.

Lørdag den 22. oktober:

Klokken 10.00: Standernedhaling.

 

Prisen for at deltage i stævnet er:

950 kroner for en enhed med to personer

475 kroner for en enhed med 1 person

Børn til og med 15 år: 159 kroner

Ekstra voksen over 15 år: 330 kroner.

Stævnegebyret dækker 2 gange happy hour, samt lidt servering til standerhejsningen.

Festmiddag med to retter. Drikkevarer for egen regning.

Bus fra campingpladsen til fiskemarkedet.

Overnatning afregnes direkte med campingpladsen.

Vi får 10 % rabat på standpladserne, samt 20 % rabat på persongebyrerne.

Priserne er som følger pr. nat med normalprisen i parentes.

Standplads: 23,04 EUR (25,60 EUR)

1 Voksen: 10,17 EUR (11,30 EUR)

Børn 0-3 år: Gratis

Børn 4-15 år: 4,59 EUR (5,10 EUR)

Strøm, turistskat og bad er inkluderet i priserne.

Der kan maksimalt deltage 50 personer på stævnet.

Der skal minimum deltage 10 enheder for at stævnet gennemføres.

Sidste tilmeldingsfrist er torsdag den 29. september.

Hvis der tilmeldes mere end 50 personer, vil der blive oprettet en venteliste.

Tilmelding er bindende.

Stævnegebyr tilbagebetales kun ved aflysning, eller såfremt der skaffes nye deltagere fra venteliste, eller man selv skaffer nye deltagere, hvis ingen er på venteliste.

Vi anbefaler, at man undersøger, om man har en forsikring, som dækker ved egen eller  nærmeste families sygdom.

239 Dorthe og Leif Hansson

2115 Mette Mølgaard og Martin Serup

Deltagerliste kræver login