Ø-hoppetur Påskestævne (åben)

Kort utilgængelig

Dato/klokkeslæt
Date(s) - 09-04-22 - 18-04-22
00:00

Kategori


Dansk Caravan Klub Øst
Påske 2022 – ø hoppetur

Program

Campingpladsen er Kragenæs Marina Lystcamp, Kragenæsvej 84, 4943 Lolland.

Kære medlemmer i Dansk Caravan Klub. Kreds Øst’ påsketur går i år til dejlige Lolland. Nærmere bestemt til Kragenæs, der ligger på den nordlige kyst i det vestlige Lolland tæt ved øerne Femø, Fejø, Vejrø og Askø i Smålandshavet. Den dejlige beliggenhed vil vi bruge som springbræt for en “ø – hoppetur”. Flere medlemmer har tidligere tilkendegivet interesse for at besøge de danske øer, så i år har du chancen for at få nogle gode “trofæer” i dit ø – pas. Hvis du har mulighed for det, så tag cyklen med. Har du ikke en cykel, så er der mulighed for at leje en sådan lokalt.

Ud over “ø – hoppeturen” vil der være en lille lokal tur i “De Lollandske Alper”og tur til Danmarks seneste tunnelprojekt – Femern forbindelsen. Vi skal se udstillingen og byggeriet i det forholdsvist tidlige stadie, ligesom der vil være “foredrag” om generelle forhold ved Femern. Turene foregår i egne biler, så husk din walkie.

Tæt på Kragenæs ligger “Danmarks Stonehenge” – “Dodekalitten”. Dodekalit er græsk og betyder 12 sten. Skulpturen er med sine 9 meter høje, 45 tons tunge, granitsøjler, hvor der øverst er udhugget hoveder, et imponerende kunstværk, der symboliserer storhed, skønhed, nærhed, folkevandring og bofasthed, fortid, nutid og fremtid, beliggende smukt og højt i de “lollandske alper”, hvorfra der er en skøn udsigt over smålandshavet.

Stemningsfuldt og dansk når det er bedst!

Turen til Dodekalitten foregår til fods en aftenstund, når solfaldstimen gør oplevelsen smukkest.
Man kan køre dertil og parkere, hvis man har handicap mærke i bilen.

Der skal selvfølgelig også være plads til “hygge”. Der er, som du kan se i programmet, lagt op til flere fællesspisninger. Imidlertid har campingpladsen ikke bygningskapacitet til, at vi kan forsamles indendøre. Hvis coronasituationen tillader det, så har pladsen et telt, som vi kan bruge. Imidlertid må vi indstille os på, at vejret bliver afgørende for fællesspisnings – aktiviteterne.

Til de annoncerede “Happy Hours” medbringer du selv drikkevarer.

Program

Lørdag den 9. april

Kl. 1200 ankomst. Hvis du ankommer dage tidligere / afrejser dage senere skal du selv klare betalingen for disse døgn med campingpladsen.

Kl. 1600 standerhejsning
Kl. 1800 fællesspisning

Søndag
Kl. 1000 vi kører en lille tur i de Lollandske Alper – ja du læste rigtigt.
De findes nemlig. Vi skal også besøge en lille lokal kirke, hvortil
der er knyttet en lidt særlig historie. Vi skal også bestige den
lokale baunehøj.
Vi spiser frokost, når vi kommer tilbage til Kragenæs.

Mandag
Kl. 0925 tur til Femø – fra havnen i Kragenæs
Kl. 1700 happy hour
Kl. 1800 fællesspisning

Tirsdag
Kl. 1030 tur til Rødby – Femern forbindelsen
Kl. 1700 happy hour
Kl. 1800 fællesspisning

Onsdag
Kl. 1025 tur til Askø – vi skal køre i egne biler/cykle til Bandholm, hvorfra
færgen sejler.
Kl. 1700 happy hour
Kl. 1800 fællesspisning

Torsdag
Kl. 0950 tur til Fejø – fra havnen i Kragenæs
Kl. 1700 happy hour
Kl. 1800 fællesspisning

Fredag Dagen til egen disposition. Eventuelt tur til Vejrø. Båden
sejler fra Kragenæs.

Lørdag
Kl. 1400 æg – mønstring og kast. Der er præmie til det flottest
malede æg og til det stærkeste.
Påskefrokost

Søndag
dagen til egen disposition. Eventuelt en tur på Nakskov Fjord

med postbåden. Kræver aftale.

Mandag
Kl. 1000 standernedhaling

Pris for at være med – en enhed og 2 voksne. 2.200 kr.
Pris for at være med – en enhed og en voksen. 1.600 kr.
Barn under 12 år 450 kr. under 18 år 675 kr.
Ekstra voksen 765 kr.

Betalingen dækker campingafgift, strøm, fri wifi, tur til Femern udstillingen og en eventuel hund.
Færgebilletter til øerne indgår ikke.

Færge til Femø 70 kr. t/r / voksen og 15 kr. / barn / 10 kr / cykel
Færge til Fejø 45 kr. t/r / voksen. 15 kr. / barn / 10 kr / cykel
Færge til Askø 45 kr. t/r / voksen. 15 kr. / barn / 10 kr./ cykel

Afkryds de færgeture I vil med på. Betaling klarer vi, når vi mødes. Dermed opnår vi lidt fleksibilitet i forhold til vind og vejr.

Det kan lade sig gøre at leje cykler på øerne tlf på Femø 54715009 / Fejø tlf. 61605899. At leje en cykel koster ca. 25 kr. / time eller 50 kr. / dag.

Båden til Vejrø og postbåden på Nakskov Fjord er ikke medtaget i programmet, fordi bådene er for små til grupper i den størrelsesorden, som vi forventer deltager i turen. Påsken falder uden for postbåden sæson, men det kan lade sig gøre at lave en særlig aftale, hvis man ønsker det. Nakskov Fjord er historisk interessant og smuk en dejlig forårsdag, når Enehøje, Vejlø, Slotø og 7 -8 andre mindre øer og holme “flyder rundt” på fjordens blanke vand. Prisen ved ordinær sejlplan er 200 kr / voksen og 100 kr / barn. Der er meget historiefortælling, så børn bør have en vis alder for at få glæde af turen.

Seneste tilmelding den 25. marts 2022.

Med venlig hilsen
Anette, Leif, Lisbeth og Kaj

Deltagerliste kræver login