I Tyskland uddeler politiet bøder til førere af motorkøretøjer, hvis man har bare tæer,
kun er iført strømper på fødderne,sko med høje hæle eller klipklappere/kappeløse træsko.

Bøden ligger mellem 10 og 50 euro og uddeles for ikke at køre bilen forsvarligt.

Herhjemme er der imidlertid ikke nogen direkte lovgivning, der forbyder at køre i noget fodtøj frem for andet. Det er dog værd at bemærke sig følgende:

»Hvis klipklappere er årsagen til, at en bilist forulykker, anvendes Færdselslovens §3 om adfærd i trafikken, men vi påtaler overordnet set ikke fodtøjet. Det er svært at forholde sig til, hvad der er forsvarligt, og hvad der ikke er,« siger vicepolitiinspektør Jørn P.Andresen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Jørgen Jørgensen,chef i teknisk afdeling i FDM,siger til spørgsmålet om fodbeklædning i kombination med bilkørsel:»Direkte lovgivning er lige lovlig drastisk på et område, hvor fornuft bør råde«.

Men sund fornuft er ikke gjort ved blot at tage klipklapperne af og fortsætte i bare tæer.

»Hvis man sparker skoene af, lander de måske under bremsen, så selv om det er fristende, er det bestemt ikke hensigtsmæssigt. Desuden har man ikke den rette føling med bilen uden sko på. Når man er vant til at dosere trykket på pedalerne gennem en sål, er det svært med bare tæer,« lyder det fra Jørgen Jørgensen.