Den syntes jeg, at vi skal udnytte på bedste vis, og hjælpe hinanden med at finde de bedste løsninger. Der findes flere campingportaler, som giver sig ud for at teste og beskrive campingudstyr, campingvogne, “træk – biler” og campere. Min tillid til disse tests er forholdsvis begrænset, fordi det ikke kan udelukkes, at kommercielle interesser spiller ind i det der ellers fremstår som “forbrugervejledning”.
Vi har, som jeg allerede har været inde på, det bedste grundlag for at vurdere og rådgive selv. Da jeg ikke har adgang til at teste campingudstyr, biler, campingvogne og autocampere, anmoder jeg om din hjælp. Send mig gerne nogle oplæg, som omhandler dit køretøj, din campingvogn eller camper til kommende artikler. Jeg er gerne behjælpelig med at få en tekst formuleret, men du skal bidrage med din viden.
Som det vil være mange bekendt, fordi min hustru via Facebook oplyste, at min bil var til salg, har jeg købt en ny campingtrækker. Min Land Rover Discovery 3 fra juni måned 2009 blev udskiftet, fordi jeg er gået på pension og forventningen er, at vedligeholdelsesomkostningerne vil belaste pensionen for hårdt. Men….. en Discovery er indiskutabelt en “super – trækker” til tunge campingvogne. Der er ingen slinger i valsen – næsten uanset vejret.
Min nye bil er en Nissan Navara NP300, udstyrsniveau “Tekna”. Motoren er på 2,3 l og yder 190 hk og et maksimalt drejningsmoment på 450 Newtonmeter allerede ved 1.500 omdrejninger og helt op til 2.500 omdrejninger. Motoren er således – i hvert fald teoretisk – ret fleksibel. Egenvægten er oplyst til godt 2.200 kg.
Tekna’en udstyret med en 7 trins automatgearkasse. Den har permanent træk på baghjulene, men kan kobles til træk på alle hjul, også under kørsel. Den har reduktionsgear og differentialespær på bagakslen, som netop på denne udgave af Navaraen ikke er med bladfjedre med derimod med spiralfjedre og 5 punkts ophængt hjul. Foran sidder hjulene i en dobbelt wishbone ophængning.
Netop det faktum, at bilen er anderledes affjedret bagtil end de øvrige pick ups på markedet, har, sammen med en god kritik af bilen i øvrigt, været udslagsgivende for valget, fordi komforten dermed nærmer sig SUV niveau. Ikke mindst har det haft en vis betydning, at flere fabrikanter af campingvogne fraskriver sig erstatningsansvar i forhold til garanti, hvis vognene trækkes af andre køretøjer end “personbiler”. Affjedringens evne bagtil i forhold til at absorbere stød må med det udgangspunkt siges at være vigtig.
Der er 5 års / 160.000 km garanti på bilen, og service skal gennemføres hvert andet år eller ved 30.000 km.
Når jeg har været på langtur her i sommer, vender jeg tilbage med en beskrivelse af, hvordan jeg oplever, at bilen faktisk er på gaden med og uden campingvogn. Jeg vil ikke indlade mig i en vurdering af, hvordan den er i terræn, fordi det har andre, som har langt mere erfaring på det område end jeg, allerede gjort, og i den sammenhæng får bilen rigtig mange roser med på vejen.
Med venlig hilsen
2310 Kaj Rasmussen