Som mangeårige medlem af DCK kan det ikke undgås at man får samlet en hel del sammen af snart sagt alt muligt. Så en dag her i jubilæumsåret skulle der rydes op. Her fremkom den lille sten som jeg får lyst til at fortælle om.
I 1977 var jeg kredsformand i kreds Sjælland, Vi havde et stort samkvem med den Svenske caravan klub, CC.
Vi skiftedes til at komme på besøg hos hinanden hver påske og i 1977 var det så vores tur til at få Svenskerne på besøg. Det var altid store og velbesøgte stævner, husker jeg rigtig var vi omkring 40 familier, ca. halvdelen fra Sverige.
Bestyrelsen blev hurtig enig om det skulle foregå på Skamstrup og at Svenskerne skulle, have en på opleveren. Da stævnet skulle planlægges, viste vi ikke hvor mange der ville komme, så måske var vores klubhus for lille. Efter moden overvejelse, og nogen betænkelighed, blev vi enige om at få sat et hus op som vi kunne feste i. Den gang fandtes der ikke de festtelte som vi kender i dag.
Der skulle pyntes op i huset, der skulle borde og stole til, vi skulle havde noget god mad, deltager beløbet skulle ikke være så stort at det virkede skræmmende. Med andre ord, budgettet var rimeligt stramt. Vi var vant til når vi var sammen med svenskerne, at der var en erindringsgave. Hvad skulle vi finde på, der var ingen penge til noget som helst.
I et børneprogram på TV underholdt Jørgen Klevin. Et program som blev set af både voksne og børn. Han viste hvordan man kunne lime sten sammen og dekorer dem. Ideen var skabt.
Da Dorthe er god til at tegne var det en smal sag at tegne et ansigt og lime to sten sammen.
Da hun på det tidspunkt, strikkede og hæklede så kom ideen med at lave lidt hår til hovedet. Hele arrangementet var jo gratis, super ide.
Da vi bor tæt på stranden er det bare at kører ned og samle sten, men vi blev noget overrasket, der var kun sand, Vi finder bare en anden strand, men det var ikke let, vi skulle igennem mange strande før vi kunne hjemtage 80 nogenlunde samme størrelse sten der egnede sig til formålet. Vi brugte et par weekender på fremstillingen og de blev modtaget af gæsterne med stor glæde. Stævnet blev også en stor oplevelse for alle.
Og nu kommer det sjove:
Sidst år går Dorthe og jeg i et indkøbscenter i Sverige, en gammel dame henvender sig og siger: hedder Du Dorthe, mig kunne hun ikke kende. Dorthe kunne kun bekræfte nogen undren.
Hun fortæller at hun og hendes mand tidligere havde camperet og en påske havde været på Skamstrup hvor de fik en lille sten med et malet ansigt, hun syntes den var så original og den stadig står i hendes stue om mindet med Skamstrup og Dorthe.
De glade campister, 239